Arbejdspladsen og de mange udfordringer i fremtiden !!!

 

 

Det er altid interessant at se hvad naboen har gang i, derfor har jeg taget et kig i bogen 7 generationer Værdier, forbrug og levevis nu og i fremtiden”, skrevet af min gode kontornabo Marianne Levinsen fra virksomheden fremforsk.

Der er mange interessante vinkler, og det afsnit jeg har hæftet mig særligt ved, er afsnittet omkring arbejdspladsen og de mange udfordringer i fremtiden – det har relation til den virkelighed jeg lever i til daglig som headhunter og rekrutteringskonsulent.

På arbejdspladserne er der en vifte af generationer, hvor værdisæt og motivationsfaktorer kan være meget forskellige. Det udfordrer virksomhederne f. eks.  når der skal rekrutteres og fastholdes medarbejdere. Hvis man bruger samme motivationsfaktorer uanset generation, vil der være mange medarbejdere som er utilfredse og dermed en stor risiko for at de forlader virksomheden hurtigt.

Virksomhed og leder skal være meget optaget af at aflæse den enkelte medarbejderes behov og ønsker, såfremt man ønsker, at de bliver i virksomheden.

Især de yngste generationer på arbejdsmarkedet Y og Z, er vant til løbende feedback. Hvis denne type medarbejdere kun får feedback kvartalsvis eller ved årlige MUS-samtaler, vil de mistrives og visne.

Det kræver derfor virksomhedens og kollegernes opmærksomhed, såfremt de unge ikke skal forlade virksomheden og bevæge sig hen, hvor de kan få en løbende feedback.

Mange unge er vokset op med argumentation og forklaring i en tidlig alder. De er meget optaget af at være i udvikling fagligt, personligt og socialt, og stilstand gør dem nervøse for, om de har valgt den rette arbejdsplads.

De ældste generationer, 68´ere og Generation Jensen, står op og arbejder for virksomhed og samfund. Det giver god mening for dem. For X, Y og Z generationerne skal der en helt anden mening på banen. For Generation X i forhold til kollegaer, for Generation Y og Z, skal meningen være, at man gør en forskel i verden, og at alle kan se det. Så hvad der giver mening er forskelligt fra generation til generation.

Motivationen er for nogle i de ældre generationer, at det går godt for virksomheden. For andre f. eks X´erne, er det målbare tal og resultater og deres egen rolle i forbindelse med resultaterne. For de yngre er det motiverende, at de hele tiden er på vej og kvalificerer sig fagligt og personligt. De yngre kan ofte være motiveret af den rette titel, da det kan signalere til omverden, at det går godt. For de ældste fra Generation 68 og Generation Jensen, kan motivation hentes ved at skabe en god balance mellem virksomhedens og den enkeltes behov for frihed og mindre arbejde.

Ledere skal nu og i fremtiden have fokus på mangfoldighed, såsom kultur, køn, livsfase og faggruppe. De skal også være opmærksomme på forskellige værdier og opfattelser af måden at se samfund og virksomhed på for at lykkes med at få medarbejdere til at blomstre og arbejde sammen på tværs af generationer.

Det er afgørende for rekruttering og fastholdelse, at man kender de ansatte og deres baggrund og ønsker for at de komme til at trives i organisationen.

 

Bogen indeholder portrætter af den tid, som hver generation  er født ind i, beskrivelse af nutidens generations størrelse,  og værdier og tilgang til arbejdsplads, forbrug, bolig og  det offentlige og lidt om fremtiden. Ikke mindst er hvert generationskapitel krydret med citater fra de flere hundrede danskere i alderen 14 til 91 år, som vi har talt med i  personlige dybdeinterviews  de sidste godt 10 år.  Genremæssigt  er det letlæseligt faglitteratur  med et samfundsvidenskabeligt udgangspunkt.

 

Der er følgende generationer i bogen;

 

  • Generation Mellemkrig født 1919 til 1939
  • Generation 68 født 1940 til 1954
  • Generation Jensen født 1955 til 1966
  • Generation X født 1967 til 1979
  • Generation Y født 1980 til 1989
  • Generation Z født 1990 til 2001
  • Generation New Millenium født 2002 til 2012 og lidt om Generation Next 2013 –

 

Du kan købe bogen på https://www.fremforsk.dk/boeger/, hvor du også kan læse første kapitel.